Første spadestik til DTU ETC tages af DTU Elektros institutdirektør Kristian Stubkjær og DTUs institutdirektør Claus Nielsen (Foto: Mikal Schlosser)

Første spadestik til DTU’s nye elektromagnetiske testcenter

Wednesday 30 Oct 19

Contact

Olav Breinbjerg
Professor
DTU Electrical Engineering
+45 45 25 38 14

Contact

Kristian Stubkjær
Former Head of Department
DTU Electrical Engineering

Elektromagnetisme

I 2020 er det 200 år siden, at H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen.
 
Elektromagnetismen er forbindelsen mellem elektricitet og magnetisme og udgør det videnskabelige grundlag for en stor del af elektroteknologien, og især for mikrobølgeteknologien.
 
Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen gjorde det nemlig muligt senere i 1800-tallet at påvise de elektromagnetiske bølger, der i dag omgiver os og udnyttes på et utal af måder til trådløs kommunikation i bl.a. mobiler, radar, satellitter, medicinsk udstyr og sikkerhedssystemer.
 
Det nye DTU Elektromagnetisk Test Center har således en lige forbindelse til Ørsteds opdagelse i 1820 og vil skærpe DTU’s allerede unikke position inden for elektromagnetiske systemer.
Byggeriet af det unikke nye testcenter skal i de kommende år tilpasse sig testmålinger for den europæiske rumfartsorganisation, ESA.

Mandag den 28. oktober tog DTU’s universitetsdirektør Claus Nielsen og institutdirektør for DTU Elektro Kristian Stubkjær det første spadestik til universitetets nye elektromagnetiske testcenter. 

Det nye center vil styrke DTU’s internationalt førende position inden for elektromagnetiske systemer. Det er særligt mikrobølgeteknologi til trådløs kommunikation og telemåling, som bl.a. anvendes i mobiler, radar, satellitter, medicinsk udstyr og sikkerhedssystemer. DTU har udviklet en speciel testmetode, der sikrer en meget høj nøjagtighed af målinger ved mikrobølgefrekvenser.

”De meget præcise målinger er væsentlige, ikke mindst for ESA, der bruger vores radiodøde laboratorium med samme forhold som i det ydre rum til test af satellitternes antenner. Vi arbejder i øjeblikket på at måle antennerne til de nye europæiske meteorologiske satellitter, MetOp Second Generation, der bl.a. skal bruges til overvågning af klimaet,” siger professor Olav Breinbjerg, der kommer til at stå i spidsen for det kommende elektromagnetiske testcenter. 

Det nye testcenter vil gøre det muligt at foretage flere typer målinger af antenner og kredsløb i hele mikrobølgefrekvensområdet, fra 300 MHz til 300 GHz. Det er unikt i international sammenhæng og vil åbne for et øget samarbejde med både danske og udenlandske virksomheder.
 
Byggeproces styret af satellitter
Det elektromagnetiske center bliver bygget lige ved siden af universitets eksisterende laboratorium DTU-ESA Spherical Near-Field Antenna Test Facility, hvor DTU foretager målinger for ESA.
 
”Kravet om den høje nøjagtighed i centrets målinger betyder, at der ikke kan være byggeaktivitet med risiko for rystelser i de perioder, hvor der udføres nøjagtige målinger for ESA. Det er en særlig situation og et hensyn, som vi hele tiden skal holde os for øje, så man kan sige at vores proces i høj grad er styret af satellitter,” siger Laila Halkjær, projektleder hos DTU Bygherre.
 
Undervisning og test i samme bygning
Det nye center på 1.300 m2 kommer til at rumme en testhal med tre radiodøde laboratorier og et skærmet rum. Derudover kommer der et stort eksperimentelt undervisningslaboratorium samt tilknyttet studiemiljø for DTU’s studerende.

Bygningens arkitektur skal være med til at understøtte et tværfagligt miljø blandt forskere, erhvervsfolk og studerende, der kommer til at benytte de nye faciliteter. Den nye bygning bliver ligeledes forbundet til den eksisterende testfacilitet.

Det nye testcenter vil stå færdigt i starten af 2022. Bygningen bliver opført med Elindco A/S som totalentreprenør. Christensen & Co er arkitekter sammen med Langvad A/S Arkitekter og MOE er rådgivende ingeniør. 

Som en del af DTU’s bæredygtighedsstrategi skal bygningen certificeres efter bæredygtighedsstandarden DGNB Guld.

Rendering B. 357, DTU ETC

Rendering: Bygning 357, Elektromagnetisk Testcenter


News and filters

Get updated on news that match your filter.